Har I lyst til at arbejde med håndholdt støtte ind i fællesskaber?
Her er Frivilligcenter & Selvhjælp Faaborg-Midtfyns bedste tips til at komme godt i gang:
Hvem er målgruppen?
Sæt jer godt ind i lokale behov og kulturelle kontekster for at finde den rette målgruppe. Herefter kan I tilpasse aktiviteterne. Den håndholdte støtte kan også være givtigt for andre målgrupper end sårbare unge. Det kunne være ældre, fysisk handicappede, udsatte voksne eller skoleelever.
Hvilke frivillige har vi brug for?
Udvælg frivillige med de nødvendige kompetencer og viden for at kunne støtte den specifikke målgruppe effektivt. Overvej om der er brug for uddannelse eller vejledning og støtte af de frivillige, så de føler sig godt rustet til opgaven. Netværksmøder og kurser kan også give en mere sammentømret frivilliggruppe, der kan hjælpe hinanden.
Fokuser på synlighed fra start
Øg synligheden af projektet gennem en kommunikationsstrategi, der inkluderer sociale medier, lokale medier og direkte kontakt til skoler, arbejdspladser og fx sundhedspersonaler helt fra start. Dette kan hjælpe med at nå ud til flere unge og relevante partnere. Det tager tid at få målgruppen og fagpersoner/pårørende til at bruge tilbuddet.
Etabler et godt samarbejde med lokale aktører og kommune
Det er afgørende at etablere og styrke samarbejdet med relevante lokale organisationer, institutioner og foreninger. Udbyg samarbejdet med kommunale medarbejdere og lokale foreninger gennem faste netværksmøder, workshops og fælles arrangementer såsom workshops om ’den gode modtagelse’, inklusion af sårbare ift. foreningspraksis og samarbejde på tværs. Disse tiltag styrker ejerskabet for målgruppen og sikrer en mere koordineret indsats. Det kan også bidrage til at skabe mere helhedsorienterede løsninger for sårbare unge.
Evaluering og justering
Tillad muligheden for at lave en løbende evaluering og tilpasning af indsatsen. Når man arbejder med meget sårbare grupper, så kan det være nødvendigt at justere indsatsen, så den er tilpasset den enkelte. Anvend en kombination af spørgeskemaer, deltagerobservation og samtaler/interviews for løbende at evaluere projektets effekt. Brug denne feedback til at tilpasse og forbedre metoderne, så de hele tiden møder målgruppens behov bedst muligt.
Ting tager tid… især de vigtige ting
Vi har gjort os den generelle erfaring, at sociale indsatser med sårbare mennesker tager tid, og at det er en proces, der kræver tålmodighed og vedholdenhed. Relationsarbejdet, herunder 1 til 1-kontakten, har vist sig at være af afgørende betydning for vores succes med at gøre en forskel for de unge. Gennem personlig og individuel opmærksomhed har vi været i stand til at opbygge tillid og skabe meningsfulde forbindelser med de unge, som har været fundamentet for deres udvikling og trivsel.